Her ser du mit bidrag til bogen “Genklang fra Universet”.

Bogen er foranlediget af Merete Gundersen og skrevet af hende samt 20 facebook venner om emnet spiritualitet.

Min historier hedder ” En smuk kæde af tilfældigheder og valg” og beskriver meget godt en del af den rejse jeg har været på i mit liv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Min fortælling …..

En smuk kæde af tilfældigheder og valg

af Gitte Damgård

 

Jeg har fundet en tillid til, at der er nogen eller noget, der ved mere, end jeg, og samler livets tråde for mig. Måske er det universet, måske er det livet, måske er det skæbnen, måske er det Gud. Men jeg oplever, at jo mere tillid jeg har til, at ”der er styr på det,” og jo mere jeg kan give slip, des bedre går det.

 

En vej at gå på

Når jeg kigger tilbage i mit liv, så er der mange ting, der på forskellig vis har været med til at åbne for en anden måde at tænke på og leve på: min spiritualitet. Spiritualitet er et stort ord, synes jeg, men i virkeligheden handler det jo om at være ”åndelig,” men ikke nødvendigvis i form af at være tilhænger af en speciel religion. Spirit/ånd handler nok mest om at se, at noget er større, end det fysiske menneske, at noget at større end mig og min krop, og det jeg lige ser omkring mig. Jeg opfatter meget spiritualitet som ”en vej”, der viser sig: en anden måde at opleve på, en anden måde atværdisætte livet på.
Forskellige begivenheder og tanker har på hver deres måde fået min vej til at dreje lidt til højre eller lidt til venstre – har fået mig til at søge et eller andet, der kunne give mig forståelse af det, jeg oplevede, og som jeg i virkeligheden ofte følte mig meget alene med.

 

Jeg husker en bestemt begivenhed, som har været med til at dreje mit liv i en fantastisk retning, og som har gjort, at jeg i dag opfatter nogle ting helt anderledes end før. Det er nok første gang, jeg meget bevidst oplevede noget, jeg skulle forholde mig til på en ny måde, fordi det var så tydeligt for mig, at jeg ikke kunne vælge at ignorere det, selv om oplevelsen var stille og blid. Denne og andre begivenheder har gjort, at jeg i flere omgange har måttet kigge på mit liv og gense hændelser, revurdere holdninger og overveje beslutninger – genstøbe mit fundament.

Alt blev ændret

Det var efter julen for ca. 12 år siden, og tingene skulle pakkes væk igen: lysting, nisser, julepynt, glaskugler, engle og figurer, ja, masser af tingeltangel, som er fremme hvert år, og som er med til præge huset, når det er december. Dette år var ingen undtagelse.

Da jeg pakker to englefigurer i min klinik, som er i underetagen i mit hus, ned i en æske, føler jeg pludselig, at alt i rummet bliver forandret. Det kan være svært at sætte ord på, men måske føltes det koldere og mere kedeligt. Det føltes som om, at livet i et sekund blev gråt i stedet for fyldt med farver. Som om at glæden i mig forsvandt.

Jeg kan huske, at jeg undrede mig, og at jeg kiggede ned i kassen med engle og nisser.

Jeg undrede mig tilpas meget til, at jeg tog de to engle og satte dem tilbage. Og pludselig var alt igen modsat. Nu var der varmere igen, det føltes som om livet fik farver, og at glæden i mig kom tilbage.

For at være sikker på, at der virkelig skete noget, lavede jeg øvelsen igen: væk med de to engle – retur med de to engle, og det samme skete. Jeg blev nødt til at konstatere, at der da var sket noget. Der var noget, der var specielt. Der var noget, som jeg ikke kunne ignorere eller forklare. Efter ”engle-episoden” fik jeg af og til nogle minutter med en følelse af ”total kærlighed”. Det kunne være enkelte minutter med dages, ugers eller som oftest måneders intervaller. Det føltes alt for sjældent, men når det skete, så var det ganske fantastisk, og noget jeg ønskede ville vare ved. Hvis jeg skal sætte ord på følelsen, så svarer det til at være forelsket og så ganget med 100 uden at rette fornemmelsen mod en partner eller kæreste. Sådan var følelsen. Stor. Intens. Massiv. Fantastisk. Skelsættende. Svær at sætte ord på. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvorfra det kom, og hvordan det opstod, Der var ingen tvivl i mit indre, om at ”det” var noget, der passede mig og mit indre, min sjæl, rigtig godt. Det føltes rigtigt. Det føltes, som om jeg genkendte noget. Kontrasten, når fornemmelsen ikke var der, var stor. Det ene øjeblik: kærlighed, lys, glæder, spontanitet, liv, humor – det andet øjeblik det, som jeg vil kalde et ”fladt liv” eller en ”flad fornemmelse”. En fornemmelse af tomhed og af, at der manglede noget.

Det var helt indlysende, hvad jeg havde lyst til og brug for. Men hvordan skulle jeg få fat i fornemmelsen igen? Hvordan skulle jeg lokke den til at bo i mig hele tiden?

• nsket var nu plantet i mig helt bevidst: jeg ønskede mig ”mere af det”.

 

Mit liv blev som en bog, jeg havde læst én gang, men som gav en anden mening, da jeg åbnede den igen og kiggede på nogle af enkeltdelene. Jeg vil nu åbne denne bog igen, sammen med dig.

 

Jeg måtte være her ved en fejl

Jeg er ikke døbt og konfirmeret. Jeg er vokset op uden nogen speciel religiøs tilknytning. Som barn havde jeg mange tanker om, hvad Gud var for en størrelse, og jeg oplevede stor angst for, om skærsilden fandtes, og om Gud ville have mig, når jeg døde. Jeg tænkte over, hvad der i det hele taget skete, når man døde. Jeg var bange for spøgelser, mørke, lyde, fornemmelser. Jeg var bange for alle de ting, som jeg kunne mærke og fornemme, men ikke sætte ord på, og jeg var bange for mine egne tanker, og bange for andres tanker og holdninger, som jeg ofte kunne mærke meget tydeligt. Jeg følte mig utryg, når andre sagde én ting, men mente noget ganske andet, sådan som jeg tit oplevede, at voksne gjorde. Jeg vidste også, at jeg for at klare mig, måtte vise et glad ansigt så meget som muligt, da mine forældre ellers bekymrede sig, og deres bekymring var meget hård for mig at mærke. De havde i forvejen mange bekymringer, og jeg ønskede ikke at belaste dem yderligere. Det var svært, for jeg havde ofte ondt i kroppen, og hverken læger eller piller kunne hjælpe. I skolen var jeg udsat for mobning, men blev bedre og bedre til at gennemskue, hvordan jeg kunne ”lukke ned” og lade som ingenting.. Inden i var jeg fyldt med tårer, angst, usikkerhed. Uden på var jeg neutral. Jeg græd på vej hjem fra skole, jeg græd under dynen, jeg græd på toilettet, jeg græd, når jeg var alene, for jeg oplevede, at ingen kunne hjælpe mig eller forstå mig.

Jeg mærkede dog, at de, der mobbede og drillede mig, ofte havde det rigtig skidt selv, og bare afreagerede, som de bedst kunne – men samtidig bekræftede det på en måde, at der måtte være noget galt med mig. Jeg følte simpelthen ikke, at jeg hørte hjemme nogen steder. Jeg ønskede mig så meget at ”komme hjem”, hvor jeg hørte til, for det var tydeligvis ikke her på jorden, hvor jeg måtte være havnet ved en fejl. En aften stod jeg på plænen ved Lyngby Mølle med hænderne rakt mod himlen og bad i mine tanker om, at blive hentet og håbede, at ”nogen” så mig.

 

Det var ikke noget, jeg talte med mine forældre eller andre om, men det var noget jeg puslede med selv. Når jeg prøvede at bringe disse emner op, fik jeg ingen svar, eller fik at vide, at ”sådan er det ikke,” eller ”det er din fantasi”. For at finde svar på mine mange spørgsmål lånte jeg alt, hvad jeg kunne finde på biblioteket om ”livet før døden”, ”livet efter døden”, ufoer, pyramider, psykologi, pendulering, jordstråler, reinkarnation, sund levevis, yoga, meditation. Noget forstod jeg. Meget forstod jeg helt sikkert ikke, for mange bøger var skrevet for voksne eller i et sprog, der var meget alvorligt og svært at forstå for mig. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde det, jeg ledte efter. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg ledte efter. Jeg vidste bare, at jeg lede efter noget.

 

Angst og panik

Som 17-årig flyttede jeg sammen med min kæreste, og der, i vores lille lejlighed, oplevede jeg kontakt med en mand, der var druknet i badekarret. Han ville helt klart ikke have, at jeg var der. Jeg var så bange. Jeg dulmede min angst, som jeg bedst kunne, men det fjernede den absolut ikke. Det hjalp, da vi flyttede, men stadig havde jeg episoder, hvor jeg mærkede ”noget” og ”nogen”. Jeg mærkede, at jeg blev rørt ved, sådan som jeg havde mærket det adskillige gange gennem min opvækst. Jeg mærkede, at nogen prøvede at ”gå ind i mig”. Jeg vidste, at hvis jeg ikke passede på, ville jeg blive skør. Jeg vidste, at jeg gik på kanten af, hvad man som menneske kan håndtere. Jeg prøvede at ignorere, lægge låg på, glemme. Mere positive var oplevelserne i gymnasiets oldtidskundskab, hvor jeg husker min forvirring, fordi jeg af og til havde en oplevelse af, at denne teori ikke var teori, men at det var rigtige personer vi snakkede om. Jeg følte deres nærvær lige som meget som elevernes og lærerens nærvær, ja, måske endda mere. Det forvirrede mig. Jeg forstod det ikke, og pakkede oplevelsen væk sammen med gymnasiebøgerne. Nogle år senere oplevede jeg panikangst, der gjorde, at jeg havde svært ved at få vejret i forskellige situationer, og jeg oplevede angst i busser og tog, der gjorde, at jeg ikke kunne finde ud af at komme ud af døren og noget så enkelt, som at betale i en butik var angstfyldt, og noget jeg undgik så vidt muligt. At komme ind i rum med mange mennesker var ligeledes meget voldsomt for mig.

 

Det vil jeg også ha’

Midt i tyverne var jeg i gang med en edb-assistentuddannelse, som det hed dengang. Jeg havde fuldtidsjob om dagen, og gik på skole 3-4 aftener om ugen. En dag spurtede jeg af sted for at komme på arbejde til tiden, og på vej til arbejde passerede jeg en dame. Hun var helt almindelig, ikke ekstraordinær på nogen som helst måde, der var intet, der fik hende til at skille sig ud. Men hun havde ”det”. Da jeg gik forbi hende, så jeg lykken i hendes øjne. Indre ro. Hvile. Jeg husker, at jeg tænkte: ”Det hun har, det vil jeg også ha’”.

Jeg husker også, at jeg havde nogle oplevelser efterfølgende, nogle enkelte dage hvor jeg var helt oversvømmet af kærlighed og følte mig så fyldt op, at jeg var ved at sprænges. Ikke fysisk kærlighed eller tiltrækning, det var noget ganske andet. Vanemennesk, som jeg er og var, prøvede jeg at sætte navn på fornemmelsen og følelsen, men det var langt større end bare kærlighed til kærresten /manden – eller forelskelse. Det var en tilstand. Det ord, der kommer til mig, når jeg skriver nu, er ”Bliss”. Men dengang nød jeg bare fornemmelsen, og lod ellers emnet ligge. Ord som ”lys” og ”kærlighed” begyndte at dukke op alle steder og begyndte at give en helt anden mening for mig.

 

Det er mig, der er inden i

Jeg begyndte samtidig mere og mere at lytte til min intuition. Jeg følte mig støttet da jeg fik en kollega, som viste sig at have en ganske skøn og dejlig intuition og en fantastisk humor. At møde en, der brugte sin intuition og talte om den, var rigtig dejligt. Det var godt at sætte ord på. Jeg begyndte at have mere og mere tillid til, at det jeg fornemmede var rigtigt, og jeg opdagede endnu mere den sandhed, der nok altid har været svær for mig at håndtere: at ofte siger mennesker én ting, men tænker og gør noget ganske andet. Det skete på arbejdet, det skete i familien, det skete i vennekredsen, og det skete med mig også.

Jeg indså, at jeg blev nødt til selv at prøve at blive mere ”ens” med mig selv: jeg blev nødt til at være mere ærlig overfor mig selv og over for andre. Det var en beslutning, der gav mening, en beslutning, der var nødvendig. Beslutningen var ikke let, for jeg havde ofte valgt at tie stille, når min mening skilte sig meget ud, af den grund, at det var svært ikke at blive forstået, ikke blive set.

Min oplevelse gennem livet havde langt hen ad vejen været, at have mit eget indre liv, mine tanker, mine ideer – men kun at vise en anden side af mig selv, når jeg var sammen med andre: en side jeg tænkte, at de kunne acceptere og som ikke kunne virke ”stødende” på dem og som ikke gjorde, at de tænkte tanker, jeg ikke kunne li’ at mærke.  Jeg har naturligvis også prøvet, som mange andre, at blive lokket til at fortælle noget om mine oplevelser, for derefter at være blevet gjort til grin for det, jeg fortalte og dermed også for min åbenhed og min tillid til personerne og situationen.

I stedet for at vise mine egne 100% Gitte, så viste jeg de relevante 5% til den eller de personer, jeg var sammen med. Jeg behøvede ikke spille roller eller ”tage masker på” … men jeg nedskar mit eget potentiale, hvis man kan sige det sådan. Det svarer til at have en smuk buket roser, beholde den ene og trampe på de andre. Sådan var mit liv. Men mere og mere begyndte jeg at lytte til mig selv og følge mine egne ideer.

 

IT og energi

Efter at have læst til Edb-assistent, merkonom i informatik og in- og eksternt regnskab, startede jeg op på HD. At læse et eller andet var et forsøg på at blive accepteret og på at føle mig mere rigtig. Jeg prøvede at optræne en side af mig selv, der kunne være ok at vise frem. Da jeg fik mine tvillinger, var det dog tydeligt, at det at have fuldtidsjob og samtidig læse HD ikke helt harmonerede. Graviditeten satte sine sjove spor: Lægerne og jordmødrene sagde, der var ét barn. Jeg sagde, at der var to, og i min hjerte følte jeg, at der måske endda var tre. Tre uger før fødslen blev det konstateret, at der var to. Vægtøgningen på over 40% resulterede i bækkenløsning og til sidst også forhøjet blodtryk. Jeg havde konstant ondt og svært ved at gå og bevæge mig, men havde svært ved at vise til nogen, hvordan det egentlig gik. Jeg var glad for, at min intuition havde givet mig besked om, at der kom to, – og det var en dejlig gave at få. Allerede et par måneder efter vidste jeg dog, at der ”manglede” en; det var helt tydeligt for mig.
Kort tid efter fødslen, i hedebølgen i 1994, observerede jeg, at begge børnene, der lå på gulvet i stuen, kiggede efter noget,der gik igennem stuen, noget jeg ikke kunne se. Havde der været et barn, havde jeg nok ikke lagt mærke til det, men nu var der to, der observerede det samme, der bevægede sig rundt.

Det gjorde et mærkeligt indtryk på mig og gav mig den følelse at denne observation var meget vigtig, og at jeg skulle huske den. To år senere fik jeg ”en efternøler”, og var dermed den heldige indehaver af tre dejlige blebørn.

 

Jeg havde fornemmet, at IT ikke lige var det, jeg ville for evigt  og undersøgte markedet for alternative uddannelser. Jeg indhentede brochurer, ringede rundt, og jeg endte med at starte med at læse til zoneterapeut om aftenen. Det tog dengang to år og naturligvis måtte jeg tænke mig godt om, for det var også dyrt. Tidsmæssigt skulle der sættes ressourcer af og jeg havde tre små børn, fuldtidsjob og en mand, der af og til måtte rejse halve og hele uger af gangen.

Uddannelsen var tilpas bred til, at jeg fik god viden om fysiologi, anatomi, sygdomslære, men også viden om det emne, jeg var mere interesseret i: zoneterapien og det, der havde med energi at gøre.
På skolen oplevede jeg en masse gode ting og lærte meget. Meget interessant var det også at arbejde med energier. Der var meget fokus på meridianer – ikke så meget på chakras, eller de energilegemer vi har. Arbejdet med energi gjorde, at jeg senere blev klar over, at det er meget forskelligt, hvad vi alle oplever og tænker med hensyn til det.

Hun kastede ”bwadr” i hovedet på mig

På skolen fik vi instruktioner i, hvordan man stryger energier i den rigtige retning for at få dem til at løbe bedre og dermed øge kroppens egne mulighed for at hele.

Jeg oplevede første gang, hvor jeg skulle prøve at give zoneterapi til en anden elev, en meget mærkelig fornemmelse. Det føltes, som når man som barn ”slog et æg ud” på hovedet af hinanden: noget løb ned over hovedet og ansigtet, og ned over kroppen på mig. Det kildede helt vildt. Jeg spurgte min lærer om, hvad der skete, men fik bare kommentaren: ”Du må prøve at lukke af”. Hvad betød ”lukke af”?

En af gangene var jeg så heldig – eller uheldig? – at stå for enden af en briks, hvor en af os elever lå. Vores lærer strøg maveenergien fra næsen og ned langs kroppen og benene og rystede så ”affaldet” af der, lige i hovedet på mig. Jeg stod nok en meter væk fra briksen, men jeg kunne klart fornemme det ”snask” og ”bwadr”, der blev hældt lige i hovedet på mig, og så flyttede jeg mig naturligvis. Men hvad var nu det?
Det, at opleve noget underligt, der kildede mig, når jeg gav zoneterapi til en anden elev på holdet, og det, at få kastet ”snask og bward” i hovedet, da læreren strøg energi, de oplevelser fik jeg aldrig forklaringer på, da jeg gik på skolen. Til gengæld var min nysgerrighed vakt. Og denne gang var det en rar nysgerrighed.

 

 

En engel i neon

En nat, et godt stykke tid efter at jeg havde haft oplevelsen med englefigurerne i min klinik, vågnede jeg og var bare lysvågnen. Foran mig stod en engel. Jeg havde på det tidspunkt oplevet dem på andre måder, men denne nat stod hun der foran mig. Hun viste sig som engel men sammensat af millioner af småbitte lys (som celler, tænker jeg bagefter) i neonfarver, klart skinnende – i mange farver, men ikke blændende. Hver lille prik af farve var helt sin egen og farverne blev ikke blandet. Hun var rolig og rar at kigge på. Det var en smuk og dejlig oplevelse og den eneste gang, jeg har set en engel præsenteret sådan. Kærligt og smukt og noget jeg vil bære i mit hjerte altid.

 

Hvem er ”Sang Sjarman” og ”Selæst” ?

Efterhånden fulgte flere og flere mærkelige oplevelser hinanden i et tættere forløb.

En dag, jeg havde en klient til healing i min klinik, stod der pludselig en for enden af briksen. Lilla i tøjet. ”Flot fyr”, syntes jeg. Selv om det, jeg så, var helt tydeligt og klart, så var det også helt klart for mig, at det ikke var en almindelig person, der stod der. Fornemmelsen var helt anderledes.

Jeg prøvede at spørge, hvem han var, og hvad han ville. Men han kiggede bare på mig, og på det jeg lavede. Han var der nok i 10 minutter.

Da han forsvandt sagde han noget, der lød som ”sang sjarman”. Jeg anede ikke, hvad det var og brugte hele aftenen på at google på internettet for at finde noget information. Pludselig fandt jeg ham så ”Sct. Germain”. Jeg fandt både billeder men også tekst om ham og forstod, at han var en ”opstegen mester”, men havde ikke helt styr på, hvad det så indebar.

Et års tid senere stod der en dag (på samme måde som tidligere) en dame ved min seng i soveværelset. Det var tydeligt, at det ikke var en indbrudstyv eller en besøgende, for hun var rolig, smilende og meget blid i sin væren. Fornemmelsen var ganske anderledes. Jeg prøvede igen at spørge: ”Hvem er du? Og hvad vil du?” Og igen fik jeg ingen svar. Hun kiggede bare blidt og smilende på mig. Blå i sin kjole. Lyshåret. Jeg oplevede hende med smukke krøller. Da hun gik, sagde hun det, der lød som ”Selæst”. Da jeg næste dag googlede, var det svært at finde noget, men pludselig var hun der: ”Celeste”.

Jeg havde ikke helt styr på, hvad Sct. Germain og Celeste dukkede op for, men tænkte, at det ville nok vise sig. Begge gange var det sket, hvor jeg ikke var alene. Senere har jeg fået forklaringen på hvorfor: det var for ikke at skræmme mig.

 

Min datter snakker med engle

Mine oplevelser med engle og med Sct. Germain og Celeste holdt jeg for mig selv, selv om det var store oplevelser for mig. Det var kun ganske, ganske få, jeg fortalte det til. Herefter skete der det, at min datter, som ca. 12-årig, begyndte at snakke med engle. Da hun fortalte om det, havde hun svært ved at sætte ord på, fordi vi faktisk ikke havde snakket om engle hos os. Hun kendte dem fra billeder i kirker og fra julepynten, men derudover var det ikke noget, som vi havde snakket om. Men hun fortalte om denne ”pige-engel”, der hjalp hende og fortalte hende, hvordan nogle situationer kunne håndteres og lærte hende nogle specielle ting også.

Da jeg hørte det, blev jeg både glad og chokeret. Den aften brød jeg sammen, da hun var gået i seng og bare græd og græd og kunne slet ikke stoppe. Min stakkels mand anede ikke, hvad han skulle gøre og spurgte bare: ”Skal jeg ringe til din mor?”. Men jeg var også glad, fordi jeg syntes, at mine engleoplevelser har været smukke, men chokeret og ked af det, fordi jeg blev nervøs for, om hun, min skønne, skønne datter, skulle opleve det samme, som jeg havde oplevet igennem hele mit liv: at det er svært at tale om, og at man let kan blive til grin, at andre ikke forstår det, at man let føler sig isoleret og alene, at man ikke kan vise, hvem og hvad man er, uden at andre føler sig usikre, på bar bund og i øvrigt lynhurtigt skifter emne til at snakke om et eller andet, som de godt kan finde ud af: biler, madopskrifter, fiskeri, højhælede sko, tasker, sidste fest de var til, den tilbygning de har planlagt osv.

Oplevelsen blev startskuddet til, at jeg meldte mig på clairvoyanceskole og efterfølgende på kanaliseringsskole. Økonomien sagde dybest set nej. Men jeg følte, at det var det eneste, jeg kunne gøre. Jeg følte, at jeg skulle kunne støtte min datter. Men nu forstår jeg, at det måske endnu mere handlede om, at jeg nu var klar til noget mere viden selv. På den måde blev det tydeliggjort for mig, at min datter og jeg også er samarbejdspartnere og ikke bare mor og datter. Samme oplevelser har jeg senere haft med mine to drenge.

Kanalisering kendte jeg egentlig ikke noget til som begreb, men det åbnede døren til det, at komme ”følelsesmæssigt hjem” for mig. Ideen bag er, at vi kan kommunikere med engle og opstegne mestre. Opstegne mestre er nogen, der har haft deres gang her på jorden og nu ikke behøver være her mere, fordi de har fattet, hvad det drejer sig om. De har forstået essensen i det hele. De har gjort det arbejde, der skulle gøres, og deres valg er nu at række en hånd ud til os, der ønsker denne håndsrækning.

 

Åh, hvor er det dejligt med ”beviser”

Da jeg gik på clairvoyanceholdet viste det sig, at vi, der gik der, alle ville fortsætte på kanaliseringsholdet. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det gik ud på, men havde haft en tydelig fornemmelse af, at det var noget for mig og havde fået at vide, at jeg sikkert ville være god til det. Og her havde jeg så en af de oplevelser, som også har været skelsættende for mig.

Vi blev på den sidste clairvoyance-weekend spurgt, om vi så ikke ville prøve, hvad det der kanalisering var. Og jo, det ville vi jo gerne. Læreren viste os, hvordan og hvorledes, og første person prøvede. Anden person prøvede. Jeg kunne mærke, når disse personer lavede kanalisering, hvordan mine nyrer begyndte at arbejde anderledes. Vibrerede på en mærkelig måde. Så blev det min tur.

Jeg skulle gå ind i en cirkel. Derefter skulle jeg gå ind i en mindre cirkel, der var markeret på gulvet. Her skulle jeg flytte bevidstheden opad. Vi havde fået instruktioner om, hvordan og hvorledes. Pludselig var det som at stå midt i en stikkontakt. Det mærkedes, som om jeg fik stød. Hele tiden. Det var kraftigt. Det var ubehageligt. Jeg kunne mærke mine nyrer ryste og citre. Det var ubehageligt og kraftigt, og ikke noget jeg kunne overse. Og ikke noget jeg nogen sinde har prøvet før. Men så kom denne stemme igennem til mig. En stemme ”derudefra”. Langt væk fra. Fjern. En stemme, som kom med beskeder til os. Jeg kan huske, at jeg prøvede at holde nogle ord inden i, fordi jeg syntes, at de ikke gav mening, men fornemmelsen af stød og sitren blev så meget værre. Jeg fik en speciel fornemmelse omkring munden også. Når jeg ”gav slip” og lod ordene komme ud, så føltes det bedre og rart, som om at det var det, der var meningen: at ordene skulle videre, at de ikke bare var mine.

Da jeg var færdig, var jeg både ”høj”, fordi det var lykkedes meget godt, synes jeg, men derefter kom tankerne om, at hvis det påvirkede mig så meget, så kunne min krop tage skade, og jeg kunne dø af det. Jeg var ikke bange for at dø, men bange for at efterlade mine børn uden mor. Jeg fortalte læreren, at det da godt kunne være, at jeg havde meldt mig på kanaliseringsholdet, men at jeg ville melde fra igen, for det her var da for farligt for mig. Hun forstod mig. Støttede mig også – det var jo mit valg.

Senere fik vi muligheden for lige at prøve igen. Jeg ville springe over, men læreren sagde bare stille og roligt ”Har du tænkt på at bede dem om at ”skrue lidt ned?””. Nej, det havde jeg da absolut ikke overvejet. Kunne man be’ om sådan noget? Men jeg prøvede igen, og denne gang uden stød og rystende nyrer. Og en fantastisk oplevelse var det.
Jeg følte det, som om jeg for første virkelige gang i mit liv var kommet HJEM , og den oplevelse blev kun stærkere og stærkere, mens jeg gik på kanaliseringsuddannelsen og er kun vokset efterfølgende.

En ressource vi kan bruge

Når jeg sådan har kigget i min ”livets bog” og ser tilbage på mine holdninger om, at engle er da fine på billeder osv. og sammenligner  med min holdning til engle og mestre nu, så forstår jeg, at jeg ikke vidste, at det bare er en ressource.Det er en stor og smuk ressource, der er til alles rådighed. Ikke bare til min rådighed, eller mine læreres eller mine medstuderendes. Det er noget, der er til os alle – vi har bare ikke lært at bruge den.

 

Vi kan bruge sollys og vandkraft, og vi bruger ilten i luften, så vi kan leve, og vi kan finde ud af at dyrke korn på vores marker og fremstille mange smarte ting. Det er ressourcer, som vi har lært at bruge. Men der er endnu flere ressourcer, vi skal bare lige finde ud af, at de er der.
Men det har også fået mig til at tænke over, hvor mange andre ting, jeg havde overset, men som er ”gemt” i vore eventyr og overleveringer. Sandheder skrevet på papir og kamufleret som historier.

I dag forstår jeg, og er taknemmelig for, den gave, som jeg har fået: at jeg har fået lov til at se de tegn og hints, der blev givet mig, og at jeg har haft muligheden for at udforske det lidt mere. Jeg forstår, at det: at kunne ”mærke” er en gave, der er givet til mig, en gave, der hjælper mig med at navigere i mit liv. Jeg kan se, at jeg af al magt prøvede at gemme, glemme, lukke og slukke og at det gav nogle konsekvenser i mit liv og i min krop. Jeg havde bare meget svært ved at forstå, hvad det gik ud på. Jeg forstår, at uanset, hvor meget jeg før syntes, at jeg skulle knokle for at lære noget, at det betyder ikke så meget. Jeg vil aldrig komme til at vide alt, hvad der er at vide. Jo mere jeg ved, des mere finder jeg ud af, at jeg ikke ved.

Jeg er taknemmelig for at have fundet ud af, at barndommens slag, mobberiet i skolen, problemerne hjemme, osv, at det ikke var noget, der blev gjort mod mig bevidst. Mine forældre gjorde det bedste de kunne, med den viden de havde. De mente, at de skånede mig, når de ikke fortalte mig, det de vidste, når jeg stillede mine spørgsmål om spøgelser, ånder, mærkelige fornemmelser og hvad jeg ellers har prøvet at spørge dem om. Senere har jeg fået at vide, at de jo godt vidste noget om de ting, som jeg spurgte til, men at de lavede det valg ikke at dele det med mig, da de mente det var bedst. Mine lærere i skolen gjorde det bedste de kunne, med den viden og indføling de havde. Hvis jeg har oplevet, at noget var ondt imod mig (og tro mig, sådan oplevede jeg det), så er det fordi, det var mit valg dengang at tænke sådan. I dag forstår jeg, at de ikke kunne andet. Og jeg forstår også, at jeg ikke selv kunne andet.

Rigtig meget handler om, hvordan jeg ser på det og vælger at opleve det. Alt er valg.

 

Noget samler livets tråde

Jeg har fundet en tillid til, at der er nogen eller noget, der ved mere end jeg, og som samler livets tråde for mig. Måske er det universet, måske er det livet, måske er det skæbnen, måske er det Gud. Jeg oplever, at jo mere tillid jeg har til at ”der er styr på det” og jo mere jeg kan give slip, des bedre går det. Jeg har ikke ondt mere, og jeg føler ikke angsten mere. Meget har jeg måtte gense, bearbejde og arbejde på på forskellig vis. Bekræftelser, positive tanker, visualisering, tilgivelser, og stor hjælp fra ”første sal” blev en stor del af den vej, jeg begav mig ud ad.

Det virker som om, at jo mere jeg finder den ”mig” der er mit rigtige ”mig,” jo bedre har jeg det også.

Lykken kan ikke gøres op i, hvor meget jeg tjener, hvor mange biler jeg har, om jeg har råd til at rejse nul eller flere gange pr. år. Lykken, det er den tilstand, som jeg så i den kvindes øjne, som jeg passerede en stresset dag på vej til arbejde. Den kan ikke købes for penge. Det eneste, der kan angive vejen, er ønsket om at se, at der er en vej, og at sige ”ja!” når valgene viser sig. For det gør de. Små tilfældigheder, som kan vise sig at være af stor betydning bagefter. Vi opdager det ikke altid, lige når det sker, men hvis vi sætter os ned og ”tænker baglæns”, så kan vi måske få øje på det.

Og i virkeligheden er det jo nok det eneste, vi kan bruge fænomenet tid til.

For mig har spiritualiteten, som dybest set handler om, at noget er større end mig selv, været vigtig, da det har præget og farvet meget i mit liv. Jeg oplever, at mit hverdagsliv er blevet bedre og mere helstøbt, jo mere jeg har åbnet op. En måde at beskrive det på er, at mit liv tidligere måske mere var sort og hvidt og måske gråt – en lille farveskala. Nu føles det som om, at paletten er fyldt med farver, der kan bruges på mange måder, og som alle indgår i det, som jeg er. Jeg er blevet mere hel. Jeg tror, at spiritualiteten er en vej at gå på, og jeg tror, at den vej er lang, lærerig, smuk og spændende. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er en ”dans på roser”; men jeg tror, at den er rig i sin form.

Jeg tror også, at der er mange værktøjer, der kan bruges, og et af dem er dualiteten: at vi oplever noget ubehageligt – og noget godt, at vi oplever kontrast, og at kontrasten gør os i stand til at lave bevidste valg, og foretage bevidste ønsker.

Jeg tror, det er det værktøj, som er givet til os alle, som hjælp til at finde hver vores vej.

 

Lad os dele

Er jeg anderledes? Er jeg særlig? Kan jeg noget andre ikke kan?
Jeg tror det ikke. Jeg tror, at vi alle er født med en stråle af solskin i os, et lys, som gerne vil lyse op. Om vi vælger at slukke for det lys eller at lade det brænde, det er nok det, det handler om. Tegn og muligheder for at revidere holdninger og livssyn bliver hele tiden præsenteret for os, spørgsmålet er om vi lægger mærke til det, og om vi tør.

 

Alle mine tre børn har snakket om afdøde, engle, væsener, erindringer, de har haft, ting, de har mærket, registret, tænkt eller bare ved, og jeg har erfaret nu – for jeg har efterhånden snakket med mange både børn og voksne om disse ting – at mange har oplevelser af denne slags, men ofte snakker de ikke med andre om det. Jeg vil ønske, at vi deler det mere med hinanden, og at vi på den måde også lærer af hinanden. Burde det ikke være lige så naturligt, som at lære at tage sko på, at vi og vores børn kan snakke om sådanne ting og være åben for det, som vi oplever og de valg, der er?
Jeg håber, at vi alle en dag kan vise de 100% frem, som vi indeholder, alle steder hvor vi er. Jeg øver mig hver dag.

 

Sct. Germain og Celeste har igennem de senere år været god e vejledere for mig og har drysset tanker og ideer og ord ned til mig, som jeg skal bruge enten til mig selv, eller til dem jeg er sammen med.

Maria, som jeg jo nu kan definere som en opstegen mester eller en af universets ressourcer , er meget ved min side i denne tid, hvor vi arbejder sammen om emnet kærlighed. Hun fortæller, jeg kan skrive dette citat som en slutning på min beretning : ”Vær den vej, du ønsker at gå på”.

 

Jeg ønsker dig lys, kærlighed, glæde og ikke mindst lysten og modet til at se alt på ny.

 

Gitte

 

Tak fordi du  læse med.
Du kan læse mere her  om de forskellige mestre, som jeg nu arbejder med, og du kan snart se kanaliseringer mv fra dem på hjemmesiden MariaSkolen.